Angst

Angsten lyver ikke! Et provokerende udsagn som psykoanalysen kommer med. Men hvad betyder dette?

Ja først og fremmest udpeger den, at man ikke i tvivl om, at der er noget på spil, når man oplever angst.

Angsten kan være ganske plagsom og overvældende. Og den kan antage mange former. 
   Det kan være fobisk angst, hvor man er angst ved mødet med konkret objekt eller situation. Det kan være en mere frit flydende angst uden objekt, som  har karakter af en  udefinerlig uro i kroppen. Det kan også være den inddæmmede angst, hvor forskellige forsvarsmekanismer holder angsten fra livet. 
   Men når man møder den rene angst  er man ikke i tvivl om at man er angst.   Og det er her, at angsten ikke lyver. For angsten peger på, at der er noget eksistentielt på spil. Angsten er ikke “bare” noget der vedrøre kroppen. Angsten er ikke “bare” noget som kommer til os udefra. Det er noget som vedrører det “indre” og dermed lige netop det særlige som jeg er og den unikke historie, som er rammen for mit liv. 

Der er en grundliggende angst, som er en uadskillelig del af det at være menneske og som altid vil være der. Men denne grundliggende angst kan fylde mere eller mindre og især kan  den håndteres på forskellige måder.
   Der kan være nogle måder at forholde sig til angsten på, som på et tidspunkt i ens psykiske udvikling var nødvendige og inddæmmede angsten, men som senere viser sig, at være uhensigtsmæssige og livsbegrænsende.

Et eksempel på dette er fobisk angst. Ved fobisk angst er angsten knyttet til en bestemt situation eller et  bestemt objekt. 
   Det kan være en mere almindelig form for angst som eks. flyskræk, at være mørkeræd, edderkoppeangst etc., men det kan også være mere specifikke og åbenlyst irrationelle former som eks. angst for spejle, angst for at himlen skal falde ned i hovedet på en og angst for at date en potentiel kæreste. I de sidste tilfælde vil den, som oplever angsten, ved en “fornuftig” snak, være helt med på, at angsten er irrationel. Irrationel i den forstand, at enhver jo kan se, at spejle ikke er farlige. At sandsynligheden, for at himlen falder ned i hovedet på en, er lig nul. Og at man ikke dør af at gå på date. Dog vækker disse situationer og objekter alligevel angst. 
   Dette er på en vis måde det usande i angsten. For som vi kan se af det foregående, kan det altså ikke i sig selv være det, som vækker angsten, som er angstens årsag. Der må være noget andet på spil også.
   Hvad det er for et andet, der er på spil, bliver måske mere tydeligt, hvis man kigger på en anden af angstens “klassiske” former, nemlig tvangshandlingerne. Hvis man spørger mennesker, som lider af tvangshandlinger, om, hvorfor de gør det, vil de ofte ikke kunne give nogen rationel forklaring. Det er eksempelvis ikke rationelt at vaske hænder hundrede gange om dagen. Men det, som pågældende ofte henviser til, er, at der er en impuls, som tvinger dem til at foretage deres tvangshandlinger, og at de bliver angste, hvis de undlader tvangshandlingerne. Det er altså tydeligt her, at tvangshandlingerne er en måde at afværge angsten på. Tvangshandlingerne holder angsten fra døren. 
   Fobisk angst kan ses på samme måde. Når angsten er koncentreret omkring nogle få situationer eller få objekter, kan resten af livet, i alt fald til en vis grad, friholdes for angst. Tvangshandlinger og fobier ligner altså hinanden på den måde, at begge dele er måder at afgrænse og inddæmme en fuldstændig altomfattende og frit flydende angst. 
   Fobien og tvangshandlingerne er således to måder at forsøge at håndtere angsten på. Og to måder som indskriver sig i en lang række af mulige måder, som vores psykiske apparat forsøger at magte angsten på. Eksempelvis kan depressionen også i visse tilfælde ses som et forsvar mod angsten. Forsvaret mod angsten kan også antage helt andre kreative og udefra set mere “velfungerende” former. Mange kunstnere har henvist til deres kunst som en måde at forholde sig til angsten på. 
   At tage angstdæmpende medicin kan også betragtes som en måde at forsøge at undgå angsten på. Dog er det åbenlyse problem ved denne “løsning”, at medicinen ikke fjerner angsten som sådan, men blot fungerer som et dæmpende filter. Og et filter der ofte må forstærkes, da virkningerne af medicinen har en tendens til at aftage. 
   Overfor dette står psykoanalysen, hvis fokus er selve angsten. Men hvad er det i angsten,  som plager en,  som opleves som truende, og som man ikke kan slippe? 
   Ja, det enkle svar er, at det er noget, der ikke kan undslippes, fordi det ikke er sprogligt bearbejdet. Den sproglige bearbejdelse er midlet overhovedet, som vi mennesker har til rådighed, når vi udsættes for tildragelser. En sproglig bearbejdelse dækker i denne sammenhæng ikke blot over den “indre tale”, vi kan have, men derimod også særligt den tale, der foregår, når vi taler med en anden, som ikke er os selv Og især hvis der, som det sker i en psykoanalyse, er skabt et rum for, at der tales med en særlig modtager af talen, og at der kan foregå en “særlig” tale.
Generelt opleves det i mange af livets forhold som lindrende at tale med en, at der er en som lytter til en og dermed anerkender ens eksistens. Og især hvis denne tale også som sideeffekt har den sproglige bearbejdelse, som betyder, at noget kan sættes i sammenhæng, og at noget kan miste en del af sin kraft, netop fordi det sættes i sammenhæng.
   En psykoanalytisk samtale er også en samtale. Og en samtale som på nogle punkter ligner den “normale” samtale. Men samtidig muliggør en psykoanalytisk samtale en sproglig bearbejdelse, der ikke kan foregå andre steder. Således er det i en psykoanalyse muligt at nærme sig de ubevidste forestillinger, som er knyttet til angsten og derigennem at reducere eller helt integrere angsten.

Se også...