En vignet om frygt: til taffel hos kongen

Bragt i Tidsskriftet Drift Nr. 1 2015

Da jeg var barn var det ikke ualmindeligt, at en af de lege, som blev etableret til børnefødselsdage, især pigebørnefødselsdage, var legen Til taffel hos Kongen. Legen, som krævede en vis forberedelse, og i alt fald accept fra en voksne, startede med, at der blev lavet et fad med et antal teskeer med forskelligt indhold på hver. En udvalgt festdeltager, som var fundet ved lodtrækning, fik derefter bind for øjnene således, at hun ikke kunne se, hvad der var på hver enkel teske.

     Efter at resten af legens deltagerne i kor havde råbt Til taffel hos Kongen, Til taffel hos Kongen, spørger legens leder den udvalgte, der har bind for øjnene. Hvad for en vil du have? Den udvalgte siger et nummer, hvorefter den teske med indhold, som svarer til nummeret, føres op til den udvalgtes mund. Og ikke bare til munden. Legens koncept indebære, at den udvalgte skal have hele teskeens indhold ind i munden således, at teskeens indhold forlader teskeen.

     Selvom man ikke har prøvet at være den udvalgte i denne leg, skal der ikke meget fantasi til at sætte sig ind i, hvilken frygtfrydefuld ambivalens denne leg indebærer, både for den udvalgte og for tilskuerne/de andre deltagere. For den udvalgte udgør det øjeblik, hvor teskeen er på vej op mod munden, på den ene side, et slags vellystens højdepunkt. Oftest er det jo udsøgte lækkerier, som legens leder har placeret på teskeerne. Man ved ikke, hvad der er på vej, men man ved, at man oftest kan forvente at få en af de slik- eller sukkermæssige lækkerier, som normalt ikke er en forundt. På den anden side er denne vellyst, som er knyttet til antagelsen om lækkerier, iblandet en portion frygt. For man ved jo, at der er en mulighed for, at mindst en af teskeerne indeholder noget vederstyggeligt.

     Når legen blev leget, og lodtrækningen af hvem der skulle være den udvalgte foregik, ville de fleste godt træde ind på pladsen som den udvalgte. Det skete dog, at nogle festdeltager åbenlyst blev overvældet af ubehag ved tanken om at skulle være Til taffel hos Kongen. End ikke et nok så stort pres fra de andre fødselsdagsgæster kunne bevæge disse til at acceptere legens præmisser og dermed muligheden af, at de blev den udvalgte.

     I modsætning til disse enkelte få gik de fleste med stor begejstring ind i legen. Dette kan knyttes til, at der ved de børnefødselsdage, der foregik i de tidlige barneår, var en leg-leder i form af en voksen – typisk fødselsdagsbarnets mor, som repræsenterede en garanti for, at der var grænser for hvilke vederstyggeligheder, der kunne være på teskeerne. Ved fødselsdagsfester i de ældre børneår var denne ydre autoritet blevet internaliseret således ,at børnene selv kunne lege legen uden en voksens tilstedeværelse

     Ganske som det var tilfælde med den udvalgte henrives tilskuerne/de andre deltagere også af en frygtiblandet vellyst. Både knyttet til det øjeblik hvor den udvalgte skulle vælge blandt teskeerne. Valgte hun nu den teske med vederstyggeligheder! Men også, og måske især, hvis hun havde valgt teskeen med vederstyggelighederne på. Her var den frygtiblandede vellystlighed især knyttet til det punkt, hvor man som tilskuer fik mulighed for at iagttage, hvordan den udvalgte fører en vederstyggelighed op mod munden, en vederstyggelighed som man som tilskuer ved ligger på teskeen, men som den udvalgte ikke er vidende om.

     Begge parter, både den udvalgte og publikum, oplever frygtpirring sideløbende med vellyst, og vellyst sideløbende med frygtpirring. Men dette sker på forskellige måder, da deres positioner er forskellige. At den udvalgte oplever frygtiblandet vellystighed er, for en umiddelbar betragtning, ikke overraskende. Det er jo trods alt hende, der rent faktisk skal have teskeen i munden, og hende, der er genstand for de andre legdeltagers frygtpirrende – og vellystiblandet iagttagen.

     De andre deltageres/publikums frygtpirring kan derimod kun forklares gennem identifikationen. Legens andre deltagere/publikum er på sin vis placeret i samme position som tilskuerne ved de græske tragedieopførelser. Alle i publikum kendte på forhånd de myter, som tragedieforfatteren havde valgt at anvende i sin tragedie. Så når man som publikum, eksempelvis overværede Sofokles’ behandling af myten om Kong Ødipus, vidste man allerede fra starten, at det vil ende rædselsvækkende. Karakteren Ødipus i stykket ved det ikke, så publikum ved meget mere end ham. Men man kan ikke fortælle ham det. Man er henvist til trin for trin, at følge hvordan han går sin grusomme skæbne i møde.

     Identifikationen med den tragiske helt på scenen er det, som ifølge Aristoteles i poetik, betinger den frygt (På oldgræsk φοβερός betyder både flugt og frygt/skræk) og medlidenhed som muliggør katarsis (καθαρσίς på oldgræsk, som betyder renselse, soning). Det samme ved Til taffel hos Kongen. Hvis den udvalgte har valgt teskeen med ulækkerheder på, ved man mere end hende og kan frydefuldt/frygtbævende følge, hvordan hun uafvendelig går sin konfrontation med teskeens vederstyggelighed i møde. Men samtidig er man jo hende, man kunne jo have været den, der var udvalgt, hvad der netop muliggør katarsis i en aristotelesk forstand. Man ser sig selv i hende og gennemløber, men fra en iagttagerposition, hendes skæbnes ufravigelighed og måden, hvorpå hun reagerer på denne ufravigelighed.

     Typisk viser den forløsende katarsis sig i legen gennem det latterudbrud, som dem, der er placeret i iagttagerpositionen i legen. kommer med , når den udvalgte spytter teskeens vederstyggelighed ud, eller på anden måde kraftigt ustøder det der er kommet ind i munden.

     Nu er mit ærinde ikke her at ville dvæle ved lege ved børnefødselsdage i provinsen i midttresserne. Derimod vil jeg forsøge at vise. hvordan denne børneleg kan bruges som en forhåbentlig afklarende illustration af Lacans forståelse af begrebet frygt, og hvilket efterfølgende kan være med til at afgrænse begrebet angst. 
     Nu fremgår det tydeligt af min redegørelse for børnelegen, at det affektmæssige centerpunkt er den frygtiblandede vellyst/den vellystiblandede frygt. De to begreber vellyst og frygt er altså knyttet sammen.

     Her lige en bemærkning om begrebet vellyst. Et af kernebegreberne hos Lacan generelt, og specifikt i forhold til spørgsmålet om angst, er begrebet jouissance. Hverken på engelsk eller på dansk findes en oversættelse, som fuldt indfanger betydningen på fransk.[1] På dansk er der efterhånden en hævdvunden tradition at oversætte det med nydelse. Dette rammer dog ikke i fuld grad det element af grænseoverskridende jouir (at komme, eksempelvis i en seksuel forstand), som er indeholdt i ordet på fransk.

     Det kunne overvejes om ordet vellyst ville være en bedre oversættelse. I alt fald hvis man ser på den brug af ordet vellyst, der kan findes tilbage i tiden.[2] Dette vil jeg dog lade stå åbent: Jeg bruger altså begrebet vellyst uden på den måde, at have afgjort, i hvor høj grad der i det, som begrebet vellyst dækker, er en grad af jouissance i Lacans forstand.

     Det første illustrative element ved Til taffel hos Kongen er, at der både for vellystens, men også for frygtimpulsens vedkommende er tale om en knytning til en forventning om noget. Det er præcist det øjeblik, hvor den udvalgte i legen ikke ved, hvad der er på vej mod hendes mund på teskeen, som både vækker vellyst og frygt. Det er altså ikke hvad der faktisk er på teskeen, eller om der overhovedet er noget, som vækker henholdsvis frygt og/eller nydelse. Det er forventningen om, hvad der kunne være på teskeen, som er afgørende.

     Forskellen på de to affekter er, at vellysten er knyttet til en forestilling om, at der er noget på teskeen, som pirrer smagssansen på en behagelig måde. Noget der giver et kick af vellyst. Frygtelementer derimod er knyttet til det modsatte: Muligheden af at det, som er på teskeen, er noget, som vækker smagssansemæssigt ubehag. Måske endda automatiserede kropslige udstødelsesfunktioner som det sker, hvis man får eksempelvis en teskefuld peber i munden.

     Men hvorfor er der så ikke her tale om angst? Kunne foregående beskrivelse af frygtraktionen ikke i lige så høj grad passe på en beskrivelse af angstens kerne?

     En væsentlig grund til, at det ikke giver mening i en lacaniansk forstand at tale om angst her, er, at den frygt, der er tale om her, er begrænset, og ikke griber subjektet i sin totalitet.

     Lad mig uddybe dette. I angstseminariets kapitel 12 understreger Lacan, i forbindelse med at han har præsenteret tre korte brudstykker fra nogle Chekov-noveller, som netop handler om frygt og ikke angst

     At angstens karakteristika mangler i den forstand, at subjektet hverken er omfavnet, berørt eller impliceret i hans allerinderstes dybde. (Anxiety, s. 159)

     Grunden til, at der i eksemplet med Taffel hos kongen ikke er tale om angst, men frygt er, at der er en rammesætning om legen, en rammesætning den voksnes direkte eller inddirekte tilstedeværelse sikrer, som gør, at der er grænser for, hvilke vederstyggeligheder der kan være på skeen.

     Hvis der skulle have været tale om angst skulle der, hvis man skulle formulere det i en lacaniansk terminologi, være tale om, at det, som var på teskeen potentielt kunne hidrøre en nydelse, der lå udenfor legens rammer, og som i en radikal forstand var en Andens nydelse og som umuliggjorde den udvalgtes legdeltagers eksistens som et subjekt, der uden fare kan lade sig lede af trangen til sødmefuldhed. 
     Man kunne bare engang prøve at stille sig det enkle spørgsmål: Hvad ville det være for en vellyst der var tale om og hvor ville det placere den udvalgte som subjekt, hvis der var en legens leder, som valgte at placere ubeskrivelige vederstyggeligheder på teskeen? Hvad for en nydelse ville der være involveret, hvis leglederen for eksempel placerer ti edderkoppeben, en ubestemmelig kropslig afsondring eller jordens undergang på teskeen?      
     Nu har jeg tidligere omhyggeligt indkredset punktet, hvor den frygtfrydefuld ambivalens er stærkest. Nemlig lige det forventningens punkt, hvor den udvalgte fører teskeen op mod munden. Dette er et punkt, hvor angsten ville være mulig, men hvor rammesætningen gør, at angstens mulighed ikke bliver til egentlig angst. Lacan bruger et billede for at illustrere dette punkt:

Hvad er det som vi altid forventer når forhænget trækkes til side, hvis ikke dette korte øjeblik med angst (…) Det øjeblik, når de tre slag lyder og tæppet går. Uden dette introducerende angstens øjeblik, som hurtigt dør ud, ville intet være i stand til at få sin værdi i forhold til det, som efterfølgende bliver bestemt som tragisk eller komisk. (Anxiety, s. 75)

Læg mærke til her, at Lacan faktisk ikke siger, at angsten er bestemt af det, der forventes, det være sig komik eller tragedie, men at det er det korte øjeblik med angst, vi forventer, når tæppet trækkes til side.

     I forhold til Til taffel hos Kongen betyder dette, at den forskel jeg i det foregående har beskrevet på vellystselementet versus angstelementet, som knyttet til to forskellige forventninger, i en lacaniansk tænkning mere præcist kan beskrives som, at det netop er angstpunktet, som efterfølgende afgør, om det der er på teskeen handler om verderstyggelighed eller vellyst.

     Lad mig for at nå dybere i en illustrativ præsentation af Lacans syn på angsten komme med yderligere et par citater, der dermed også kan ses som bagtæppe for foregående analyse af Til taffel hos kongen. Lacan siger: ”Angst handler ikke om tabet af objektet, men om dets nærvær. Objekterne mangler ikke.” (op. cit., s. 54)                  Jeg har valgt at citere dette fra Angst-seminariet, men sætningen kunne være hentet utallige steder fra Lacans værker, da han ofte indholdsmæssigt gentager denne sætning. Det centrale er, at der i sætningen er en afgørende afgrænsninger i forhold til andre, ikke lacanianske, opfattelse af angsten. Først og fremmest fordi sætningen gør op med en forestilling som nogen,[3] især i deres forståelse af hvad Freud taler om når han taler om kastraktionskomplekset, har om at angsten er angsten for at miste objektet. Men det er ikke sandt hævder Lacan. Angsten er der , hvor der ikke mere er en mulig plads for objekt a, begærets objekt, som jo netop er den tomme plads, der kan udfyldes af enhver semblance, netop fordi den dermed ikke udfyldes. Uden objekt a’s tomme plads er der intet begær og dermed intet subjekt.

     Lacan præciserer altså: ”Jeg fortalte jer, at angst ikke er signalet for en mangel, men for noget som skal forstås på et duplikeret/dobbelt niveau, som mislykkelsen af den støtte manglen giver.” (ibid., s. 53) Lacan formulerer også dette på en anden måde: ”På dette sted for manglen, hvor noget kan dukke op, satte jeg sidste gang, i parentes, tegnet (-φ). (…) Jeg fortalte jer, at angst er forbundet med alt som vil kunne dukke op på pladsen for (-φ).” (s. 44-47) (-φ) er Lacans notation for kastrationen (-φ skal læses som manglen på φ, den imaginær fallos), og indkredser for Lacan det grundvilkår, at der skal være sket en adskillelse fra den Anden (moren), at der skal være en mangel i den Anden og at subjektet ikke kan være det, som den Anden mangler. Det er ikke muligt for barnet at være lige det, og netop lige det, som til evig tid tilfredshedsmæssigt fuldender morens liv. Hvis der ikke er en mangel i den Anden, er subjektet begærsmæssigt orienteringsløst.

     Denne antagelse hos Lacan om, at angsten grundlæggende er knyttet til en mangel på mangel, kan for en umiddelbart betragtning synes at støde mod det, man bemærker i en række af angstens former, mest eksemplarisk i fobien. Er det da ikke, kunne man for en umiddelbart betragtning spørge, sådan at det, som fobikeren er bange for, er et objekt? Når eksempelvis den aranofobiske er panisk bange for edderkopper, er det så ikke edderkoppen, der er problemet? Og ville personen ikke være fritaget for angst, hvis pågældende ikke konfronteredes med edderkopper?

     Svaret er, at det ikke er det tilsyneladende frygtvækkende objekt, som er problemet, men derimod den angst, som har nødvendiggjort frygtens objekt. Oftest vil fobikeren også selv gøre opmærksom på dette gennem formuleringer som ”jeg ved godt at edderkopper ikke er farlige men alligevel …”. ”Selvfølgelig ved jeg godt at det ikke er farligt at gå over en stor tom plads, men alligevel bliver jeg angst når jeg gør det”. Det er altså ikke viden i en rationel forstand, der mangler, viden om det fobiske objekts faktiske farlighed. Der er noget andet på spil. Det er, som om der er noget, der insisterer på et punkt af meningsløshed, noget irrationelt som er insisterende på tværs af den rationelle viden.

     Set fra en psykoanalytisk forståelse med afsæt i Lacan kan fobien således ses som en bearbejdelse af den grundliggende angst, som netop vedrører et element af umulighed i forhold til den Anden. Fobien kan således ses som en symptomdannelse, der indsætter angsten i en associativ sproglig sammenhæng, hvor angsten ikke mere er frit flydende, men forankres til en bestemt fortælling hos fobikeren (à la ”Jeg er bange for katte fordi jeg engang blev angrebet af en kat”), og hvor angsten kan håndteres, fordi angsten kan undgås ved at undgå de fobiske objekter. I stedet for at angsten er overalt, og ikke forankret, kan den reduceres til at være knyttet til nogle udvalgte objekter.

     Foregående kunne fremstå som, at det er psykoanalysens position, at angsten altid er der, og at det er et spørgsmål om at håndtere den. Dette er også rigtigt på et plan. Jacques Lacan er i sin forståelse af angsten selvfølgelig præget af Freuds tænkning om angsten som signal, som det især formuleres i Hemmung, Symptom und Angst, men Lacan er også påvirket af Hegels forståelse af angsten, især gennem den læsning af Hegel som Kojeve repræsenterede og af Kierkegaards angstbegreb. For både Hegel og Kierkegaard gælder, at angsten er uadskillelig fra det at være menneske. For Kierkegaard som frihedens intethed i form af en bevidsthed om, at man som menneske er ansvarlig og fri til at vælge overhovedet (jf. R. Rasmussen: Angst hos Lacan og Kierkegaard og i kognitiv terapi s.24ff). For Hegel som et nødvendigt trin på bevidsthedens vej til selvbevidsthed.

     For Lacan er angsten også et grundvilkår for det at være menneske. For Lacan er angsten i sin grundform knyttet til det, som overhovedet definerer subjektet som subjekt, nemlig forholdet til den Anden. Men hvor ”redningen” for Kierkegaard er troen og for Hegel en styrkelse af fornuftens jeg, er Lacans ”svar”m at angsten netop er en del af det særlige forhold, som et givent subjekt har til den Anden. Dette forhold er ikke for evigt fastlåst, omend Lacan fastholder, at ens psykiske grundstruktur (psykose, perversion, neurose) fremtræder som et grundvilkår. Angsten kan således formindskes og forandres som effekt af netop den gennemarbejdelse, der i en psykoanalyse sker af et givent subjekts forhold til Anden.

Litteratur

Aristoteles: Poetik ved Poul Helms. København: Hans Reitzels forlag, 1992.

Freud , Sigmund: Hemmung, Symptom und Angst, i Gesammelte Werke bind 14 (s. 113-205). Imago 1940-52.

Kierkegaard, Søren: Begrebet Angest, i Samlede værker, bind 6. Nordisk forlag 1982.

Lacan, Jacques: Anxiety. Cambridge: Polity Press, 2014.

Lacan, Jacques: Psykoanalysens fire grundbegreber. Politisk Revy 2004.

Lacan, Jacques: The four fundamental concepts of psychoanalysis. London: Penguin Books 1977.

Rasmussen, René: Angst hos Lacan og Kierkegaard og i kognitiv terapi s. Hellerup: Forlaget Spring, 2012


[1] Vedrørende oversættelsen af Jouissance til engelsk se Lacan: The four fundamental concepts of psychoanalysis (s. 281)

[2] Se eksempelvis følgende eksempler fra ordbog over det danske sprog: Vellyst, en. [ˈvæ(l)ˌløsdflt.(især i bet. 3; jf. MO. VSO.) -er. (ænyd. glda. d. s. (og -lust(e)), sv. vällust, no. vellyst; efter ty. wollust,mnt. wollust(e); jf. Lyst (og) 3-4 og II. vel 3.3 og 5.1) 1) (“nu sieldnere.” VSO.; nu især højtid.) i al alm. om stærk, intens, levende, betagende, (ligesom) berusende lyst(følelse); ogs. om hvad der fremkalder en saadan følelse; ofte (jf. bet. 3) med særlig forestilling om en ved sansepaavirkning fremkaldt lystfølelse; nu især som udtryk for (fysisk bestemt) velbehag (1.2) ell. (jf. vellystblandet) for en med smerte, uro, angst blandet lystfølelse. De skal blive drukne af dit huses fedme; og du skal give dem at drikke af dine vellysters bæk (1871 og 1931: din Lifligheds Bæk ell. Strøm). Ps.36.9 (Chr.​VI). naar nogen spør mig om de Materier, (er) det jo . . min Verdsens Vellyst at forklare dem saadant. Holb.​GW.(1724).23 sc 3) sanselig, erotisk bestemt lystfølelse; især: (lystfølelse ved ell. tilbøjelighed til) sanselige lysters (kønsdriftens) tilfredsstillelse, navnlig: paa uhemmet, tøjlesløs, udsvævende, løsagtig, syndig vis; ogs. om hvad der rummer, fremkalder, frister til saadan sanselig lyst ell. nydelse; spec. i forb. som være hengiven til (Moth.​V106. MO. VSO.), hengive sig til (Høysg.​S.87), svælge i, søle sig i (Holb.​Heltind.​I.183. VSO.), optændes af, fortæres af (smst.)vellyst, være (alle) vellysters slave (MO. VSO.),vellystens træl (Mynst.​Betr.​II.132). Hengiv dig ikke til en Kvindes Skjønhed, og begjer ikke en Kvinde af Vellyst. Sir.25.22. alle de Synder og Vellyster, som kunde optænkes, ginge (ved jubelfesten 1500) i Svang og bleve øvede udi Rom. Holb.​Kh.968. en Mands-Person forfører adskillige Fruentimmer til Vellysters Øvelse med sig formedelst dem givne Ægteskabs Løfter.

Se også...