Fortolkningens indhold og status i psykoanalysen fra Freud til Lacan.

Bragt i Tidsskriftet Drift nr 1-2 2008

Af Tommy Thambour

Hvad er en tolkning? Er nogle tolkninger mere sande end andre? Hvad er den tilsigtede effekt af tolkningen? Disse spørgsmål har været og er stadig helt centrale for psykoanalysen. At dette er tilfældet, ses blandt andet af, at lige netop svarene på foregående spørgsmål er nogle af de punkter, der radikalt skiller de forskellige retninger inden for psykoanalyse fra hinanden.

Som den ene yderlighed har vi en række psykoanalytiske retninger, som radikalt set bygger på en antagelse om, at der for hvert enkelt psykiske fænomens udtryk, hvad enten det eksempelvis er en fejlhandling, en drøm eller et symptom, i sidste ende kun eksisterer en sand tolkning, og at denne tolkning kan gives klienten af analytikeren, hvis blot analytikeren er kompetent nok.

Over for denne antagelse står en nærmest dekonstruktionistisk opfattelse, hvor i princippet enhver tolkning, eller i alt fald et uendeligt antal af tolkninger, er mulige og rigtige i forhold til et givet psykisk fænomen. I denne opfattelse repræsenterer den enkelte psykoanalytiske retning blot hvert sit sammenhængende sprogsystem. Og det ene sprogsystem kan i princippet være lige så godt som det andet, da der ifølge denne opfattelse ikke findes en metode til at afgøre, om det ene sprogsystem er bedre eller mere effektivt end det andet. Enhver tolkning kan være lige god. Bare den, gennem den effekt den skaber, synes at være rigtig. Der findes altså et bredt spektrum af opfattelser inden for de forskellige retninger af psykoanalysen vedrørende fortolkningen, dens afgrænsning og dens effekt.

Fra lægekunst til sandhed

En måde at nærme sig spørgsmålet om tolkningen på er at undersøge, hvordan spørgsmålet om forholdet mellem tegn og tolkning rejser sig og besvares i de klassiske dramaer og den klassiske mytetradition. Et sådan eksempel på forholdet mellem tegn og tolkning repræsenterer den blinde seer Teiresias, som indgår i de fleste græske tragedier. Teiresias er ifølge denne dramatradition, i modsætning til almindelige dødelige, forundt evnen til at tolke de anvisninger og jærtegn, som guderne giver. Guderne har en vilje, menneskets skæbne er fastlagt af guderne, og guderne giver tegn på denne skæbnes indhold. Om tegnet så er fuglenes flugt på himmelen, størrelsen af offerlammets lever, eller præstindernes delirøse tungetale i oraklet i Delphi kan variere. Men slutresultatet er det samme. Guderne har fastlagt en fremtid og således defineret en skæbne (τϋκη) for mennesket, og denne skæbne kan åbenbares af den, som er forundt evnen til at tolke.

Der er således ikke tale om en vilkårlighed i den forstand, at der er flere forskellige mulige sande tolkninger af et specifikt tegn. Der er kun enaf guderne givet vilje om fremtiden, et dertilhørende tegn og derfor kun ensand tolkning af tegnet. Og det er Teiresias skæbne, at han kan læse disse tegn, og på den måde repræsenterer han altid den sande tolkning (af andre, som ifølge den græske mytiske tradition er forundt evnen til at tolke gudernes tegn, kan nævnes den trojanske prinsesse Kassandra. Dog er hun af guderne givet den særlige skæbne, at ingen vil tro på hendes forudsigelse, selvom de altid er sande.).

Om så andre mennesker forstår, hvad Teiresias siger, er en anden sag. I Sofokles´ Kong Ødipus hidkalder Ødipus Teiresias, fordi Apollon har givet det svar, at byen ikke vil blive frelst, før kong Laios’ morder er fundet (Kong Laios er som bekendt Ødipus biologiske far, som er blevet dræbt af Ødipus selv. Dette er Ødipus dog uvidende om, og tragediens kerne er netop, at vi følger, hvordan Ødipus gradvist, i sin søgen efter sandhed, erfarer, at han er sin fars morder og har ægtet sin mor). Derfor siger Ødipus til Teiresias ” prøv om du med skriget fra varselsfugl og alt, hvad du formår i kraft af spådomskunst, kan frelse dig og frelse denne by og mig og frelse den sot, som skyldes dette mord”(Sofokles s.21) 

Teiresias er ikke meget for at svare, men da han bliver presset til det, kommer det svar på, hvad gudernes budskab er, som Ødipus ikke kan og vil forstå. ”Den mand, som du med flid har søgt… han er til stede her… Og det skal vise sig, at han er bro´r og far til egne børn og knyttet til sin mor som søn og ægtemand, der tog sin seng i arv fra denne far, som han har dræbt.”(Sofokles s.29)

Vi har altså med skikkelsen Teiresias som eksempel følgende fastlæggelse af forholdet mellem substans/indhold, tegn og tolkning: 

Gudernes vilje (Ødipus’ skæbne)  →  tegn (svaret fra oraklet i Delphi)  →  tolkning (at Ødipus er den skyldige)

hvor der er en en til enkorrespondance mellem substansen (Gudernes vilje), tegnet og tolkningen.

Hvad der samtidigt er bemærkelsesværdigt ved denne en til enkorrespondance er, at modtageren af tolkningen, den tolkningen vedrører, er en anden end den, der tolker. Teiresias er på grund af sin særlige historie[1]i stand til at tolke tegnene på en sand måde, hvorimod den som er den egentlige modtager af tolkningen, nemlig Ødipus, ikke selv er i stand til at læse tegnet, og han er derfor overladt til at prøve at forstå, hvad det er, som Teiresias siger. Ødipus er så at sige overladt til at tyde, hvad det er, Teiresias siger.

IKong Ødipusmedfører dette, at Ødipus konsekvent i starten mistolker, hvad Teiresias siger. I den første lange del af tragedien tolker Ødipus Teiresias udsagn som værende indskrevet i et konspiratorisk forsøg på at vælte Ødipus fra magten.

Først da den tragiske sandhed med dens bloddryppende konsekvenser er blevet åbenbaret for Ødipus, kan han forstå, hvad Teiresias siger (for Ødipus er de bloddryppende konsekvenser, at Jokaste, hans mor, hænger sig, at Ødipus på grund af sin tidligere beslutning dømmes fredløs, og at Ødipus vælger at blinde sig selv med Jokastes dragtnåle).

I forhold til foregående skal det understreges, hvad der er meget bemærkelsesværdigt, at der i Sofokles´ kong Ødipus også præsenteres et andet syn på tolkningen og dets knytning til tegn og substans. 

Da Teiresias er kommet med sin fatale forudsigelse om at ”… det skal vise sig, at han er bror og far til sine egne børn og knyttet til sin mor som søn og ægtemand, der tog sin seng i arv fra denne far, som han har dræbt” (Sofokles s. 29), bliver Ødipus bekymret, om end han ikke forstår, hvad det er, Teiresias siger. ”Min moders leje” siger Ødipus derfor henvendt til Jokaste, som jo på en gang er hans kone og mor, ”bør jeg ikke frygte det?” (op. cit., s. 62). Til dette svarer Jokaste: 

Hvad nytter det os mennesker at nære frygt? For skæbnen selv er blind, og vi kan intet se. Nej livet skal man ikke tage alt for tungt, og bryd dig ikke om det bryllup med din mor. Jeg tror, at mange mænd i drømme delte seng med deres egen mor, og den som regner det for ingen verdens ting, han klarer livet bedst. (s. 69)

Læg her særligt mærke til Jokastes svar. Her slår hun nemlig to ting fast. Det første er, at man ifølge hende ikke skal tage spådomme for alvorligt. Skæbnen er, som hun siger, blind, hvorfor der heller ikke kan eksistere spådomme, da det ville forudsætte, at der var nogen, for hvem skæbnen, eller dele af skæbnen, ikke var blind. For det andet påpeger hun i sit svar, at det er ganske almindeligt, at mænd i drømme deler seng med deres mor, og at det mener hun, man ikke skal tage sig så meget af.

At Jokaste på dette her tidspunkt er eller i alt fald må være ganske klar over, at Ødipus er hendes søn, er måske nok både pikant og interessant. Men endnu mere interessant er måden, hun forsøger at få Ødipus til at holde op med at bekymre sig. Det Jokaste jo insisterer på at sige er, at alle mænd har et drømmeliv, hvor der viser sig ønsker, som de ikke vil vedkende sig i vågen tilstand. Og det skal man ikke bekymre sig videre om.

Men hvad der også ligger i Jokastes udsagn er, at når Ødipus er så optaget af frygten for at skulle komme til at dele seng med sin mor, så skyldes det ikke noget, der har at gøre med gudernes vilje vedrørende Ødipus’ fremtidige skæbne, for skæbnen er jo blind, men derimod netop at Ødipus har et ønske i drømmene om at ligge med sin mor. Jokaste laver altså en tolkning af, hvad der ligger til grund for Ødipus´ frygt. Ødipus´ frygt, adfærd og ageren i vågen tilstand kan henføres til at være effekt af hans ubevidste drømmeønske. Vi får altså følgende forhold mellem substans, tegn og tolkning:

Substans (drømmeønske)  →  Tegn (drømmen)  →  Tolkning (Jokastes udlægning af årsagen til Ødipus´ bekymring).

Læg mærke til, at i tilfældet med Jokaste, i modsætning til Teiresias, er den som er målet for tolkningen, nemlig Ødipus, samtidig den som producerer substansen og tegnet. Om tolkningen er sand kan i sidste ende kun verificeres af den, som er målet for tolkningen, Ødipus, da han i sidste ende er den eneste, som har adgang til substansen, og det tegn denne substans producerer.[2]

Foregående forskel mellem det syn på tolkningen, som henholdsvis Teiresias og Jokaste repræsenterer, er en divergens, som også findes i psykoanalysens historie. På den ene side har vi eksempelvis lægen og naturvidenskabsmanden Sigmund Freud, som i udgangspunktet synes at have et naturvidenskabeligt projekt. Og på den anden side har vi den selvsamme Sigmund Freud, som i sin udvikling af psykoanalysen forlader dette Teiresianske naturvidenskabelig syn på tolkningen til fordel for et Jokastisk syn.

Hele den medicinske/lægelige tilgang til spørgsmålet om forholdet mellem substans, tegn og tolkning bygger på samme slags syn som Teiresias´ repræsenterer. Lægen er placeret som den, der qua sin viden og uddannelse er i stand til at tolke et givent tegn på den sande måde, således at lægen via sit metasprog kan formulere, hvad substansen er.

Hvis en patient eksempelvis viser sig at udvikle et kløende udslet der efter nogle timer udvikler sig til blærer, eventuelt ledsaget af feber vil alt pege på, at der kun kan være en, og kun en, rigtig tolkning. Nemlig at man er smittet af virussen Varicella Zoster (skoldkopper). Dette kan så efterfølgende bekræftes af test. Vi har altså her følgende forhold mellem substans, tegn og tolkning:

Substans (kroppen er smittet af virussen Varicella Zoster)  →  Tegn (kløende udslet med efterfølgende blærer)  →Tolkning (lægens diagnose. Patienten smittet med skoldkopper).

Vi ser her igen, hvordan lægen er placeret i samme position som Teiresias. Der er en og kun en sand tolkning. Der er enen til en korrespondancemellem substans og tegn. Den tolkende og den tolkendes ekspertise er løsrevet fra og har ingen relation til den, tolkningen vedrører, og den som producerer substans og tegn. Dette gælder også, selvom en læge skulle vælge at være sin egen patient. Og hvad der er endnu mere vigtigt: Lægen betjener sig i sin tolkning af et særligt sprog, som ikke har nogen knytning til det/den, som producerer tegnet, og den som tolkningen vedrører. Lægen iagttager ved brug af sine sanser(syn, lugt, hørelse, føle) patientens krop eller dele af denne og kombinerer eventuelt disse iagttagelser ved at lytte til, hvad patienten siger. Ud fra disse iagttagelser og denne lytten oversætter lægen tegnet/symptomet til et særligt lægeligt metasprog. Du har skoldkopper. Du er skizofren. Du har mavesår. Og denne oversættelse/tolkning vil for lægen være fuldt ud lige så sand, hvad enten patienten forstår, hvad han fejler eller ej. 

En sådan tilgang til spørgsmålet om forholdet mellem substans, tegn og tolkning kan for en umiddelbar betragtning synes også at kunne genfindes hos Freud. Eksempelvis beskæftiger Freud sig flere gange, blandt andet i drømmetydning og i sine forelæsninger, med det han kalder faste symboler i drømmene. Freud siger blandt andet i forelæsningerne:

Kender man de anvendelige drømmesymboler og desuden drømmeren selv, de forhold han lever under, og de indtryk, efter hvilke  drømmen har fundet sted, er man ofte i stand til uden videre at tyde en drøm – ligesom at oversætte den fra bladet. Et sådan kunstykke smigrer drømmetyderen og imponerer drømmeren; det adskiller sig velgørende fra det besværlige arbejde at udspørge drømmeren. (Drømmetydning, s.124)

Har vi ikke her en parallel situation til, hvordan lægen i det foregående forholdt sig til sygdom, sygdomstegn og diagnose? Opererer Sigmund Freud ikke her med nogen faste tegn(drømmesymboler), som kan tydes på en, og kun en sand måde, og som kan tydes af en anden, og uafhængigt af den tydningen vedrører og er henvendt til? Tilsyneladende. Men læs så, hvad Sigmund Freud siger videre:                                                                                                      

Men lad Dem ikke forlede heraf. Det er ikke vores opgave at gøre kunststykker. Den tydning, der beror på kendskab til symbolerne, er ikke en teknik, der kan erstatte den associative eller måle sig med denne. (op. cit., s. 125)

Som det fremgår af citatet, er Sigmund Freud, når man undersøger det nærmere, altså meget insisterende på, at tolkningen i sidste ende er et spørgsmål om den associative teknik. Den metode der som essens har, at det alene er den, der har produceret drømmen, der gennem sine associative indfald kan producere det materiale, som muliggør en tolkning. Og ganske på samme måde som Sigmund Freud, når man nærlæser ham, viser sig at flytte tolkningens agent over til den, der er bærer af det drømmeønske, som producerede drømmen og dens tegn (drømmesymboler), så bliver målet for tolkningens effekt også flyttet hen til den, som producerede drømmen. Enten, som hos den tidlige Freud, i form af tanken om, at tolkningen skulle repræsentere en viden, som når den blev videregivet til klienten, i sig selv skulle opløse nogle fortrængninger[3], eller som hos den senere Freud, hvor selve klientens talearbejde er det, som gør det muligt for klienten at høre, hvad han selv siger.