Freud og Lacan



På sin vis er det en umulig opgave kort at ville redegøre for relationen mellem Sigmund Freud (1856-1939) og Jacques Lacan (1901-1981). Lacan og hans arbejder er uforståelige og meningsløse uden indgående kendskab til Freud. Lacan definerer sig selv, fra start til slut, som freudianer. Omvendt læser man ugenkaldeligt Freud på en anden måde, når man først har mødt Lacans læsning af Freud.
Der er dog enkelt væsentlige fællestræk, men også væsentlige forskelle, som kan fremhæves.
Fælles for Freud og Lacan er, at deres forskningsgenstand er Freuds psykoanalyse som en særlig teori og praksis, der fastlægges gennem Freuds arbejder. Således er det også fælles for dem, at de begge insisterer på, at den særlige teori om den menneskelige psyke som psykoanalysen udgør, og herunder den særlige teori psykoanalysen har om hvilken effekt sproget har på individet som betinget af sin seksuelle og kropslige eksistens, er uadskillelig fra den praksis, og de erkendelse her ud fra, en psykoanalyse udgør. Psykoanalysen er således ikke en teori, som giver mening uden relationen til den kliniske praksis og de erfaringer der udledes herfra. Eksempelvis er hele psykoanalysens diagnostiske apparat uforståeligt uden henvisningerne til de konkrete kliniske erfaringer, som betinger dem.
Omvendt er det tydeligt, når man læser henholdsvis Freud og Lacan, at Lacan videreudvikler og reformulerer centrale dele af Freuds teori.
Lacan hævder godt nok, at Freuds udvikling af psykoanalysen, fra starten indebærer et fokus på sproget og dets effekt på subjektet. Her henviser Lacan at en række af Freuds tidlige hovedværker, hvis sproget i dets effekter indtager en central plads. Eksempelvis Drømmetydning fra 1900, Hverdagslivets psykopatalogi fra 1901, og Der Witz und seine Beziehung zum Unbewussten fra 1905.
Men psykoanalysen får et helt andet teoretisk fundament, når Lacan gennem læsningen af især Ferdinand de Saussure (1857-1913) og Roman Jakobson (1896-1982) fastlægger en egentlig kobling mellem sprogteorien og psykoanalysen. Ganske vist er psykoanalysen for Freud fra starten er en “talekur”, men det er først med Lacans præciseringer af hvad dette indebære, at psykoanalysen systematisk kan forklare hvilket effekt sproget, og det at vi som mennesker er talende eksistenser, har på den måde den menneskelige psyke dannes og fungerer på.
Også i forhold til det, som er psykoanalysens kernebegreb hos både Freud og Lacan, nemlig begrebet det ubevidste, sker der hos Lacan en præcisering, som er helt central. Især hos den tidlige Freud er der en tendens til blot at betragte det ubevidste som det, der ikke, på et givent tidspunkt, er bevidst, og som primært bestående af fortrængt materiale. Lacan derimod insisterer på at det ubevidste primært er lingvistisk. Dette ses tydeligt i to af Lacans berømte formuleringer. nemlig at “det ubevidste er struktureret som sprog“(Seminar 3 side 167) og “at man må søge talens effekter på subjektet i det ubevidste” (Seminar 11 side 109 (i den danske udgave)).

Se også...