Lacan og Bourdieu



Lacan og bourdieu

Selvom Jacques Lacan (1901-1981) og Pierre Bourdieu (1930-2002) er samtidige, og begge er stærkt påvirkede af centrale udviklingstendenser i 60ernes og 70ernes franske filosofi og tænkning, har de meget få henvisninger til hinanden. Ifølge Index référentiel henviser Lacan intet sted i samtlige sine 27 seminarier til Bourdieu og ifølge George Steinmetz (https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/j.1467-8675.2006.00415.x) nævner Bourdieu Lacan meget sjældent og bestemt ikke i en flatterende form.
Når jeg alligevel vil hævde, at der, specielt i en dansk sammenhæng, er grund til at dvæle ved relationen mellem Lacan og Bourdieu hænger det sammen med, at Bourdieu i Danmark, af forskellige historiske grunde, er blevet et kæmpe navn i Danmark, hvilken gymnasieelev har ikke i sin gymnasietid mødt Lacan som standardpensum, selvom hans betydning dog, ud fra en overordnet betragtning, ikke kan sammenlignes med Lacans.
Så lad mig udpege nogle centrale koblinger mellem Lacan og Bourdieu.
Lacan insisterer gennem hele sin teoretiske produktion på, at han er Freudianer. Især da det blandt dele af dem, der aktivt deltog i hans seminarier blev moderne, at kalde sig Lacanianer, insisterer Lacan på at han er Freudianer. Og når Lacan insisterer på dette er det ikke blot kokketeri. Lacans udgangspunkt er, at han er psykiateruddannet psykoanalytiker, og størstedelen af hans seminarier kredser om hvad psykoanalysen, med Freud som afsæt, er, og hvordan psykoanalysens kernebegreber kan reformuleres og gentænkes uden at de Freudske grundopdagelser tabes.
Dog sker denne gentænkning af Freud med inddragelse af en række andre fagområder, herunder lingvistik, filosofi, psykiatri, antropologi og matematik.
Af centrale tænkere indenfor Lacans franske samtid som Lacan forholder sig til kan især Lévi-Strauss, Derrida, Foucault og delvist Sartre nævnes.
Men samlende for Lacans arbejde er, at han som psykoanalytiker og psykoanalytisk teoretiker beskæftiger sig med den menneskelige psyke, dens dannelser og hvordan disse dannelser medfører en bestemt adfærd.

Bourdieu er derimod som udgangspunkt filosof og dermed rundet af den referenceramme og den tænkning som netop kendetegner filosofien. Og selv om både Lévi-Strauss, Foucault og Sartre er vigtige tænkere som Bourdieu, ganske som Lacan, er påvirket af, er Bourdieus hovedfokus et helt andet end Lacans. For Bourdieu er det centrale, at forstå den menneskelige praksis, som blandt andet viser sig i registrerbare forbrugsmønstre.
For Bourdieu består det faktiske liv, som det enkelte menneske lever, af en række valg. Valg som omfatter alt fra livets store spørgsmål om valg af kærlighedspartner, valg af meningsgivende livsindhold etc. og til de enkelte partikulære valg i et faktisk levet liv, hvilke farve strømper foretrækker jeg, skal jeg spise brød til morgenmad etc.
Men for Bourdieu er disse valg ikke et spørsmål om grundliggende frie valg. Se eksempelvis Bourdieus Kritik i Den praktiske sans(1) af Sartre og Sartres hævdelse af menneskets grundliggende frie valg. For Bourdieu er det praktisk levede livs valg betinget af de sæt af vanemæssige mønstre, som er indlejret i det enkelte menneske gennem opvækst og senere levede liv.
Som kernebegreber udvikler Bourdieu begreberne Habitus, felt og forskellige kapitaler (økonomisk, social og kulturel) i et forsøg på at forklare hvad der betinger de vanemæssige mønstre og hvordan de dannes. Dog er det åbenlyst, når man læser Bourdieu, at hans mangel på en egentlig teori om den menneskelige psyke, og mangel på en teori om hvordan ydre sansepåvirkninger bliver til indre psyke, gør at hans teori forekommer noget ufuldkommen.
Det skal også tilføjes, at Bourdieu har nogle interessante overvejelser om forholdet mellem en given teori og så den effekt som den har på praksis. Interessant er også, at både Lacan og Bourdieu, til trods for deres forskelle, begge i deres teoriudvikling og i deres seminarier/teoretiske arbejder konstant videreudvikler og omformulerer deres begreber og teoretiske positioner. Derfor er det også vanskeligt for Bourdieus vedkommende, og næsten umuligt for Lacan vedkommende, at endeligt fastlægge hvad enkeltbegreber og begrebskomplekser har af indhold. Dette er med til, at der, især for Lacans vedkommende, ikke er udviklet en fastlagt og bestemt dogmatik, hvilket er en stor fordel i forhold til at undgå at teoriernes relevans og brugbarhed udhules.

1. Pierre Bourdieu: Den praktiske sans, Hans Reitels forlag 2007

Se også...