Lacan og Hemingway

Lacan og Hemingway

Lacan har aldrig omtalt eller refereret til Hemingway, selvom det ikke er usandsynligt, at han var bekendt med hans forfatterskab.
   Og næsten helt sikkert er det, at Hemingway ikke kendte til Lacan.

   Når jeg her alligevel vil knytte Lacan og Hemmingway sammen er det fordi Hemingway, ganske som andre store forfattere, giver adgang til at forståeligøre og illustrere emner som psykoanalysen arbejder med.
   Lacan bruger selv den metode mange steder i hans seminarier. Hele Lacans læsning i etikseminariet (sem. VII) af Sofokles´ Antigone kan ses som et eksempel på dette. Ganske som det er tilfældet med de mange henvisninger til illustrative fragmenter fra digte, noveller og romaner, som man kan finde i Lacans andre seminarier.

   Litterære fortællinger, og en tolkningsmæssig brug af disse, kan altså bidrage til en forståelse af nogle emner som psykoanalysen arbejder med.

   Dette gælder også en brug og en tolkning af Hemingway. Og det emne som jeg vil bruge Hemingway til at sige noget om, er begrebet angst.

En gennemgående karakter i en række af Hemingways noveller er drengen Nick Adams. Nick Adams optræder i en række noveller udgivet mens Hemingway levede, nok mest berømt i novellen Indianerlejr fra 1924. Efter Hemingways død blev en række andre noveller, og herunder udkast og skitser som Hemingway forkastede eller ikke færdiggjorde, hvor Nick Adams optræder, samlet i The Nick Adams stories(1972).

   Blandt andet en skitse, formodentlig tænkt som indledning til Indianerlejr, som hedder Tre skud.

   Er man bekendt med Hemingway forstår man godt, at han ikke valgte at udgive Tre skud mens han levede. Novellen er umiskendelig i Hemingways stil med de korte sætninger og det ukrukkede sprog. Men indholdsmæssig er den ikke det man normalt forbinder med Hemingway.

   I de fleste noveller om Nick Adams får vi åbnet en dør til en skildring af en dreng, som ganske vist møder og rammes af verdenen, men som alligevel er på afstand, og som er fanget i en fortabthed, der reducerer ham til at være i iagttagerens position i forhold til sig selv og verdenen omkring ham.

   Tre skud adskiller sig i forhold til dette. Det er stadig den fortabte, til dels afmægtige Nick vi møder. Men i modsætning til de fleste andre af hans noveller forsøger Hemingway sig her med en forklaring. Eller i alt fald en begrundelse af hvordan den fortabthed, som er så gennemgående hos Nick, og for øvrigt også for de fleste af Hemingways romaners voksne mandlige hovedkarakterer, kan begrundes.
   Tre skud er altså ikke så interessant, hvis man især er interesseret i Hemingway som forfatter og hans værk som helhed.

   Men hvis man interesserer sig for fortabthed, og denne følelses sammenhæng med det Lacan definerer som begæret og begærets relation til angsten, så er novellen interessant.

I Tre skud starter vi med at være placeret i Nicks følelsesmæssige reaktion på noget, som er sket natten før. Noget som gør ham flov og skamfuld, og som han har kunnet lade være at tænke på hele dagen, men som han nu ved sengetid ikke kan holde afstand til mere.
   Vi får derefter så at vide af fortælleren, hvad det er der skete, og som efterfølgende vækker så meget skam og flovhed.

   Nick er på natlig fisketur med hans far og onkel George, og disse har efterladt ham i teltet, mens de er taget på lysfiskeri på den anden side af søen. Dog havde hans far sagt, at han skulle affyre tre skud med riflen, hvis der skete noget mens de var væk, og de så ville straks komme tilbage.

   I novellen følger vi så Nick, der ligger i teltet, og bliver mere og mere bange, og dette i en grad så han til sidst affyrer de tre skud. Det der også lægges frem er, at det egentlig ikke er det at være efterladt alene i skoven, mens hans far og onkel George er på fisketur, som er problemet. Kernen er derimod, at Nick noget kort tid inden, for første gang har forstået, at han også selv engang skal dø.
   Som der står i novellen om forløbet, der fører frem til angstanfaldet: ”Det var mere en forståelse end en angst i begyndelsen. Men det var altid på kanten til at blive angst og blev til angst meget hurtigt når det begyndte”.

   Da hans far og onkel George kommer tilbage kan Nick ikke fortælle dette, men finder på en nødløgn om, at han hørte noget luske rundt ved teltet om natten. Faren er så venlig at tro på løgnen, og tilbyder endda Nick en rationalisering og normalisering af hvad der kunne havde forstyrret ham om natten. En forklaring om to lindetræer, der har stået og givet lyd i vinden. En forklaring som Nick selvfølgelig ved ikke er sand.

 

Og hvor er så sammenhængen mellem dette og så Lacans forståelse af angsten?

   Lad mig starte med et citat fra Lacan:

Det, som vi venter på, når alt kommer til alt, og som er den virkelig substans i angsten, er det som ikke bedrager, fuldstændigt fri for tvivl. (Angstseminariet s.92)

Lacan går af særdeles mange komplekse veje i hans forsøg på, i angstseminariet, at indkredse angsten. Men her er han bemærkelsesværdig klar. Det som er den virkelige substans i angsten er det som ikke bedrager.
   Hvad er det Nick Adams i Hemingways novelle har mødt som ikke bedrager og som er fuldstændigt fri for tvivl?
   Novellen er meget specifik her. Vi får følgende at vide: Et par uger før, i kirken, hjemme, havde de sunget en salme, ”some day the silver cord vil break”. Mens de sang salmen havde Nick forstået at han skulle dø en dag.”
   Salmen, (saved by the grace, af Fanny Grasby fra 1891) som åbenbart udløser forståelsen hos Nick, er en lille samle på fire vers, der som tema har, at en dag vil sølvsnoren knække, ens jordiske hus vil falde, man vil dø, og man vil ikke mere kunne synge,( And I no more as now shall sing). Der vil komme en dag, uvist hvornår og man kan blot vente til det sker (Some day: till then I’ll watch and wait,).
   Nick er gennem mødet i kirken med afsyngelsen af saved by the grace blevet ramt af noget, som for altid sætter et ar i karakteren af hans subjektsdannelse. Et trauma i dets egentlige betydning, nemlig som et sår, tab, der for evigt forandre subjektet, og hvor der ikke er nogen mulighed for tilbagevenden til sådan som subjektet, og dets måde at gribe verdenen, var på før den traumatiske begivenhed.
   Og det som Nick har mødt er, formuleret i en Lacansk terminologi, en type relation til den Anden, hvor relationen tendentielt indebærer subjektets udslettelse, da den Anden har en urokkelig karakter, der er fuldstændig uafhængig af subjektets ageren og begær.

   Denne type trauma er en del af det at være psykisk udviklet mennesket, og kan have meget forskellige udgaver.

   Ofte vil det som en analysand i en psykoanalyse henviser til, i en psykoanalytisk samtale, være en forståelse som den Nick Adam oplever, erkendelsen af ens dødelighed. Men forståelsen kan også ofte have andre fixpunkter, som eksempelvis forhold knyttet til det biologiske grundlag som skæbne. Ikke ukendt i psykoanalytiske forløb er tilfælde, hvor det er sætningen ”jeg er født som kvinde (eller mand), og det vil aldrig forandre sig”, der har udgjort et sådan traumatisk brudpunkt, med et klart før og efter.
   At der er subjektshistorier, hvor sætningen ”jeg er født som kvinde (eller mand), og det vil aldrig forandre sig”afvises og i stedet for erstattes af en insisteren på, at det biologiske køn faktisk kan omgøres, fjerner ikke at der også findes mennesker, hvor det biologiske køn faktisk udgør et uomgængelighedens brudflade.

  

   Nu ville det være reduktionistisk, og ikke i overensstemmelse med Lacans tænkning, at reducere angsten til den før beskrevne ene type relation til den Anden.
   Hvis angstens virkelige substans er det som ikke bedrager, i en udgave knyttet til mødet med det uomgængelige, er dets omvendte spejlform også rammesættende for angsten.

   Det er angstvækkende, formuleret i Lacans terminologi, at blive placeret i en relation til den Anden, hvor alt er givet på forhånd, hvor intet bedrag, hvor ikke selv det mindste snyd er muligt. Det fjerner nemlig subjektet som subjekt med begær, da alt i denne situation er givet af den Andens begær.

   Som sidebemærkning forklarer foregående også hvorfor den kristne teologi i prædestinationsdebatten, om ikke andet må insistere på at gud i sin almægtighed i det mindste har givet mennesket en fri vilje til at enten vælge eller fravælge Gud (se Augustin s. ?)
  Men lige så angstvækkende som mødet med en den Anden, hvor alt er givet på forhånd, er mødet med en den Anden hvor intet er givet. Det punkt hvor forventningen, punktet lige før noget sker, i radikal forstand ikke er rammesat.

 

Lad os vende tilbage til Hemingways novelle og se hvad den faktisk siger om dette.
   Drengen Nick siger, da han skal forklare angsten:

      Det var mere en forståelse end en angst i begyndelsen
   Der er altså en udvikling, hvor startpunktet mere er forståelse end angst. Men så fortsætter Nick med at sige

   ”det var altid på kanten til at blive angst og blev til angst meget hurtigt når det begyndte”.

At det er Nicks forståelse af at han er dødelig, som er det som altid er på kanten til at blive angst er åbenlyst nok. Men hvad er det som begynder og som blev til angst meget hurtigt når det begyndte?

   Det som begynder er den energibesætning, den fantaseren som tomrummet knyttet til forståelsen frembringer.
   I den salme som har foranlediget Nicks forståelse udpeges tomrummet tydeligt. Det uomgængelige er, at en dag vil sølvsnoren knække, og man vil ikke mere kunne synge,( And I no more as now shall sing). Og hvad så indtil da? Altså hvad så indtil det punkt hvor sangen (subjektets begær og adgang til en form for nydelse) ikke mere er mulig? Svaret i salmen er blot et tomrum. En venten. Some day: till then I’ll watch and wait
  
I Lacaniansk terminologi kan denne venten formuleres som en relation til den Anden hvor relationen er et tomrum. Hvor intet er givet og hvor intet antyder hvad man der er for den Anden. Hvad vil den Anden med en i tomrummet.

   Lige her er det tankemotoren kan få fuld udfoldelse. Tankemotoren her som forstået som den selvinitierende tanke og/eller fantasiproduktion.

   Denne ”tankemotor” kan både have karakter af egentlig lystbetonet dagdrømmeri og fokuseret nydelsesfuld fantaseren. Men den kan også have karakter af tankeforløb, som er knyttet sammen med væmmelse og ubehag.
   Men gældende for begge former, hvad enten der er tale om den nydelsesfulde fantaseren, eller den væmmelsesfulde tankeflod, er, at det der nødvendiggør angstens opdukken er det grænseløse i denne fantaseren eller flyden af tanker. For hvad støder man ind i, hvis man, når man er i tomrummet, uden grænser, hengiver sig til denne nydelsesfulde/væmmelsesfulde tankeproduceren?
   Ja, sat på spidsen, som jeg refereret hørte at en yngre mand, på et tidspunkt, skulle have konstaterede, efter han i årevis, som omdrejningspunkt, havde haft autoerotiske fantaser om alt det han skulle have sammen, herunder seksuelt, med en kvinde han aldrig havde talt med, og som han ofte blot havde haft et flygtigt udveksling af blik med på gaden, så kommer der ikke mange børn ud af, at fantasere om kvinder.
   Som foregående casefragment illustrerer så indebærer den uendelige hengivelse til fantasien et tab af realitet, herunder i forhold til at noget, og herunder selvfølgelig seksuelle relationer, må være forankret i kroppen som fysiologisk og sansemæssig realitet.

I novellen om Nick får vi ingen antydning af hvad det specifikke indhold i det ”tankemotoren” producere, som er kernen i ”det …(som) blev til angst meget hurtigt når det begyndte.
   Men uden at strække ”den vilde tolkning” for langt, er det ikke urimeligt, med brug af en Lacaniansk forståelse, at hævde, at vi også her får antydet den dobbelthed, som Lacan også har blik for, nemlig at angsten, på den ene side kan ses som en reaktion på en fare (signalangst for at bruge et Freud-begreb), en  fare som består i subjektets opløsning og udslettelse i tankemotorens fantasiproducerende selvinitiering; men at angsten, på den anden side, også kan ses som en form for forsøg på løsning af denne fare.  Angsten repræsenterer på den måde at begrænse effekten af grænseløshedens grænseløshed. 

 

Se også...