Lacan og Kierkegaard

Lacan er i sin reformulering af den Freudske psykoanalyse inspireret af en række af især vestlige filosoffers tænkning. Slår man op i Index référentiel[1]vil man se at Kant, Heidegger, Hegel, Aristoteles samt Platon fylder overordentligt meget. Men også Kierkegaard er en af de filosoffer som Lacan gentagende gange henviser til. 
Nu siger antallet af henvisninger i Lacans seminarier til en bestemt filosof ikke nødvendigvis så meget om hvilken betydning denne filosof har haft på Lacans teoridannelse. Men for Kierkegaards vedkommen er der ingen tvivl om, at Lacan er meget påvirket af Kierkegaard i sin opfattelse af begrebet angst, sådan som Lacan udfolder dette i seminar 10.
Således kan Kierkegaards angstopfattelse, i en forenklet udgave, opsummeres “som en angst for intet (i modsætning til frygten, der defineres som en frygt for noget, for et objekt); og 2) som en angst i den erotiske nydelse, der momentant udelukker ånden”[2]. Hvilket kan ses som en af Lacans inspirationskilder når han i angstseminariet (seminar 10) fastlægger angsten som henholdsvis knyttet til det ikke at vide hvad man er for den Anden, og til det at noget, som ikke skulle være der, optræder på pladsen for begærets objekt .


[1]Jacques Lacan Séminaire 1952-1980

[2]Se René Rasmussen: Angst,forlaget spring 2012

Se også...