Ødipus



Ødipus

Billedet forestiller den scene fra myten om Kong Ødipus.  hvor kong Ødipus kommer til byen Theben, som er blevet belejret af den grusomme sfinx. Fordi kong Ødipus kan besvare sfinxens gåde (1) kaster sfinxen sig i døden, hvorved byen Theben er reddet. Da Ødipus efterfølgende udnævnes til konge i byen og ægter byens enkedronning Jokaste, kan det skæbnetunge forløb, som beskrives i Sofokles´ Kong Ødipus og som ender med Ødipus´ tragiske opdagelse, tage sin begyndelse. Det viser sig nemlig, at kong Ødipus er ganske uvidende om, at han egentlig er adoptivbarn og at enkedronningen Jokaste, som han har giftet sig  og fået 4 børn med, er hans mor, og at Jokastes forhenværende mand Kong Laios, som tilsyneladende blev myrdet af en ukendt vandringsmand, er hans far og i virkeligheden blev slået ihjel af Kong Ødipus.
   Sofokles´ tragedie om Kong Ødipus har ikke i sig selv noget med psykoanalysen at gøre. Det er blot en af en række klassiske tragedier, som behandler spørgsmålet om skyld, skæbne og fri vilje. Men fordi Sigmund Freud på to centrale punkter henviser til myten om kong Ødipus har navnet Ødipus en central betydning.
   Den nok mest kendte brug fra Sigmund Freuds side af navnet Ødipus sker i forbindelse med, at Freud i starten af 1900tallet forsøger at kortlægge barnets psykoseksuelle udvikling, og i den forbindelse vælger betegnelsen ødipuskomplekset, som begreb for det trin i barnets udvikling, hvor den erotiske og psykoseksuelle ambivalens i forhold til skiftevis den ene og den anden forældre bliver særlig tydelig.
      Men nok så vigtigt, omend nok ikke så kendt, er Sigmund Freuds brug af Sofokles´ Kong Ødipus i forbindelse med hans forsøg på, at forstå forholdet mellem det ubevidste og bevidste. Her henviser Freud blandt andet til den passage i Sofokles´kong Ødipus, hvor det er ved at gå op for Ødipus, at der er noget helt galt. Her siger Jokaste, i et forsøg på at berolige Ødipus “Hvad nytter det os mennesker at nære frygt? For skæbnen selv er blind, og vi kan intet se. Jeg tror, at mange mænd i drømme delte seng med deres egen mor, og den, som regner det for ingen verdens ting, han klarer livet bedst” (1)
   Psykoanalysen og Freuds udvikling af psykoanalysen er omfattende og kompleks. Men alligevel er der to grundpiller i psykoanalysen, som ovenstående citat italesætter, nemlig, for det første hævdelsen af, at der i den menneskelige psyke findes en fantaseren, tale, og begærsmæssig intention, som ikke er underlagt det bevidste jegs kontrol. Det er ikke det bevidste jeg Jokaste henviser til når hun siger, at mange mænd i drømme delte seng med deres egen mor.
   Den anden hævdelse, som er en grundpille i psykoanalysen er, at den som regner det for ingen verdens ting, han klarer livet bedst.Dette kan måske umiddelbart virke overraskende, for handler psykoanalysen jo netop ikke lige netop om at give plads til tanker og forestillinger, som netop er ubevidste og i en række tilfælde forbundet med skam, skyld og angst? Handler psykoanalysen således ikke lige netop om, at tage det ubevidste alvorligt, og dermed ikke blot at fortrænge og forsøge at affeje det der foregår i det ubevidste? Svaret er for mig at se et dobbelt ja. Men med den pointe, at det at give plads til og tage det ubevidstes ønsker og tanker alvorligt netop også er, at lade noget være drømt og ønsket uden at det af den grund behøves at blive realiseret, og uden at netop det at drømme og tænke indskrives i noget sygeligt eller unormalt. Det Jokaste hævder i citatet er jo egentlig, at det ubevidst at have haft tanken, blandt mange andre tanker, om at dele seng med sin mor, i højere grad, er en del af det at være mand end det modsatte.


(1) Sfinxens gåde lyder som følgende: Hvad har én stemme, fire fødder, siden to fødder, til sidst tre fødder og er stærkest på færrest fødder.

(1) Sofokles Ødipus ved Alex Graff side 62.

Se også...