Psykoanalyse og essens



Essens/væsen (eng. Essence, ty. Wesen) er ikke et psykoanalytisk begreb. Men det forhindrer dog ikke, at man ofte kan møde en forståelse af psykoanalysen, som tager udgangspunkt i en eksistens/væsens-tænkning. Lad mig derfor knytte et par enkelte bemærkninger til temaet psykoanalyse og essens.

   I filosofien har overvejelserne om essens/væsen en central placering om end der ikke er en klar entydighed i de begrebsmæssige konklusioner. Eksempelvis er der væsentlig forskel på om essens ses som en bagvedliggende struktur (real essens), som bestemmer de iagttagelige egenskaber (nominel essens)(John Locke), eller om essens ses som nogle blivende egenskaber, der dog først virkeliggøres som resultatet af en formålsbestemt virksomhed (Aristoteles og Hegel).
   I psykoanalysen kan denne problemstilling formuleres som spørgsmålet om hvad det ubevidste er og om det ubeviste kan betragtes som en essens?
   I nogle afarter af psykoanalysen, eksempelvis jungianismen, er antagelsen både teoretisk og i den kliniske praksis, at det ubevidste repræsenterer en ”bagvedliggende” essentiel sandhed om individet. Således bliver det også i en sådan tradition analytikerens opgave, ud fra det som analysanden siger, at fortælle analysanden hvad årsagen er til, at de har det som de har.
   Der er således her tale om en nærmest Platonsk opfattelse, hvor der i enkeltindividets psykiske væren eksisterer noget uforanderligt evigtgyldigt, der gennem analytikerens intellektuelle evner, kan fremanalyseres og overgives til analysanden.   Over for dette står Freuds og Lacans forståelse af det ubevidste. For begges vedkommende er det centrale, at det ubevidste ikke kan ses som essens.
   Der er en række eksempelvis kropslige processer, som ikke er bevidste. Når eksempelvis den aldring foregår, som er en ufravigelig betingelse for ethvert menneskes liv, er det ikke en proces der er bevidst når den foregår. Resultatet af aldringen kan godt efterfølgende blive bevidst, eksempelvis når man kigger sig i spejlet og opdager de første rynker, men de biologiske og kropsfysiologiske processer, som aldringen består af, er ikke og kan ikke være bevidste.
   Dette indebærer dog ikke, at disse aldringsprocesser er ubevidste i Freudsk/Lacaniansk forstand. Kroppen og de kropslige processer udgør ganske bestemt en central del af det, der konstituerer den menneskelige psyke, (Lacan anvender begrebet det reelle for at betegne det, som hverken kan symboliseres eller imaginariseres), men det ubevidste er noget andet.
   Ganske som en menneskelig væren, og herunder den menneskelige væren som det sociale udgør, er utænkelig uden sproget og de effekter sproget har, så er også både det bevidste og det ubevidste resultatet af, at man som menneske altid er ramt af sproget (sproget som symbolsk orden).
   Lacan formulerer det som at “det ubevidste er struktureret som sprog“(Seminar 3 side 167) og “at man må søge talens effekter på subjektet i det ubevidste”(Seminar 11 side 109 (i den danske udgave)). Dette indebærer at det ubevidste ikke kan ses som en essens, men derimod som en tale, der ikke er bevidst. En tale, altså en diskurs, som giver en retning for det ubevidste subjekt og dets forankring i forhold til nogle grundspørgsmål vedrørende begær, nydelse, køn etc.
   Vi møder effekterne af det ubevidste i vores symptomdannelser, i vores drømme, i vores dagligdags fejlhandlinger, fortalelser etc., som jo er en af Freuds første udforskninger af det ubevidste, men det ubevidste får først form som noget, der har karakter af noget samlet, når det konstrueres, eksempelvis gennem en psykoanalyse.

Se også...