Skam

1

I skamfølelsen er forholdet mellem individ og omverden nærværende.
   Selve ordet skam på dansk kan jævnfør visse sproghistoriske opfattelser knyttes til ordet at skjule/gemme, altså skjule/gemme sig for noget. 
   Således kan skamfølelsen også, i sin grundform, formuleres som, at det er den affekt som knytter sig til muligheden af/visheden om, at nogen bliver vidne til noget hos individet, som opfattes som forkert, en mangel og /eller som pålagt forbud mod synlighed. Skamfølelsen indebærer således altid, at individet ser sig selv med og har indoptaget omverdens blik og bedømmelse.
   Hvad det er, som i omverdens blik og bedømmelse opfattes som forkert og forbudsbelagt, er både kulturelt betinget og mere specifikt for det enkelte individ. At det, som bedømmes som forkert/mangelfuldt og/eller forbudsbelagt, ofte er kulturelt betinget, ses tydeligt i den omfattende sammenkobling , der gennem historien er sket mellem visse dele af den menneskelige krop, og især de dele som har med den genitale seksualitet at gøre , og så forbud og skam. Men ikke blot genitaler er i tidens løb blevet forbudsbelagt. Enhver del af den menneskelige krop, som kulturelt bliver tillagt en særlig betydning, kan forbudsbelægges. Det gælder både den del af den menneskelige krop, som har med kropsåbningerne at gøre, men også dele af kroppen, som for andre kulturer er helt værdifrie som eksempelvis hovedhår, skuldre lår etc. Også bestemte lyde og bestemte former for talen kan forbudsbelægges.
   Hvad der er forbudsbelagt og knyttet til skam kan også være mere individuelt. Både individuelt i form af at det er knyttet til en særlig familiehistorie, særlige familiepartikulære tabuiseringer, og som knyttet til en særlig individuel parathed til at se sig selv med omverdens øjne.
   Følelsen af skam forudsætter ikke nødvendigvis altid, omend ofte, afsløringen forstået som at det er synligt, at den Anden/omverden har opdaget overskridelsens af det forbudsbelagte, afsløringen af manglen. Selve det at man i sine tanker eller i sine mulige intentioner kunne foretage noget, som kunne medføre en afsløring, kan vække skammen.
Skammen har både en knytning til angsten og dermed også til skylden, på den måde at der for skammens vedkommende også er et forhold til det, der i den menneskelige væren handler om forsøget på at undgå konfrontationen med en grundlæggende mangelfuldhed og meningsløshed. Skammen kan således ses som et, gennem afsløringen/truslen om afsløring, møde med det punkt , hvor man ikke lever op til det som man oplever den Anden/omverden ønsker af en. Man fremstår således som mangelfuld i forhold til det ideal om en selv, man mener omverden har om en. 

København 10. juli 2017

Se også...