Skyld



Som udgangspunkt er der ikke en nødvendig sammenhæng mellem, i en juridisk forstand, at være skyldig og så det at føle sig skyldig. En person kan, i juridisk forstand, godt både have en objektiv og subjektiv skyld uden at denne person, af denne grund, føler sig skyldig. Dette ses eksempelvis i psykopatien, og til dels i perversionen, hvor skyldfølelsen ofte er helt fraværende.
Omvendt kan et menneske også godt være helt uden skyld i en juridisk forstand, og så alligevel plages af skyldfølelse. Denne følelse af skyld kan både være knyttet til en handlingen personen faktisk har begået, og til det at personen i en bestemt situation har undladt at handle. Skyldfølelsen kan også alene være knyttet til, at bestemte tanker er dukket op hos personen, selvom disse tanker aldrig har nærmet sig en realisering.
Endelig kan skyldfølelsen også, på en mere udefinerlig måde, være knyttet til visheden om at være født ind i en bestemt kontekst og/eller i en bestemt slægtshistorie. Denne form for skyld kan i en vis forstand ses som udgangspunkt for kristendommens tanke om arvesynden og arveskylden.

I en meget traditionel Freudiansk forståelse ses skylden næsten udelukkende som en intrapsykisk straffemekanisme, en mekanisme til selvregulering. I en mere moderne Lacaninspireret forståelse ses skylden i højere grad som, at være knyttet til angsten. Skylden er det, som i en række tilfælde giver angsten en mere håndterlig form.
Angsten, som i sin grundform skabes af mødet med det ukendte, det overvældende intet, forsøges på sin vis mildnet gennem skylden. Skylden indebærer nemlig en forhåbning om, at det kunne have været anderledes, og en mulighed for at bearbejde det ubearbejdelige.
Dette kan i sin mest radikale form ses i den skyldfølelse, som i nogle tilfælde kan opstå i forbindelse med en nærtståendes død. Det at nogen man er tæt knyttet til forsvinder, og at man står tilbage med et smertefuldt tab, er i sig selv hinsides mening, og konfronterer således et menneske med en meningsløshed man som menneske ikke kan relaterer sig til. Men lige der giver skyldfølelsen noget at forholde sig til. For skyldfølelsen giver mulighed for at rejse spørgsmålene: Hvorfor skete det? Kunne det være undgået? og i forlængelse af dette tanker som eksempelvis: Bare jeg havde handlet anderledes, så ville det ikke være sket. Og spørgsmål af selvanklagende karakter som hvorfor handlede jeg dog ikke anderledes? Hvorfor tog jeg ikke i tide mine forbehold etc.
Det samme med de tilfælde hvor skyldfølelsen faktisk henviser til en faktuel foregået handling. En foregået handling står ikke til at ændre. Og på den måde konfronteres vi med det menneskelige livs irreversible grundvilkår. Men gennem skyldfølelsen forsøges det at give den faktiske handling mening. Det kan være i form af spørgsmål som hvorfor gjorde jeg sådan? Hvad var årsagen? Og hvordan kan jeg bruge det skete til at handle anderledes næste gang. Og på den måde er det som om det, at det er et livsvilkår at noget ikke kan gøres om mildnes.
Skyldfølelsen vil ofte viderebearbejde sig i en række efterfølgende reaktionsdannelser, som alle kan ses som forsøg på at reducere den ophobede spænding skyldfølelsen repræsenterer. Det kan være kompensationsmekanismer i form af at forsøge at gøre noget godt, der hvor man har gjort noget ondt, med voldsomhed at tage afstand fra det som ens egen skyldfølelse netop er knyttet til, fortrænge og omskrive forhistorien så den skyldspådragende handling ikke er sket eller ændre karakter etc.

København 10. juli 2017

Se også...