Tolkningen efter Freud

Af Tommy Thambour

Efter Freud har der udkrystalliseret sig mange retninger, som hver især i større eller mindre grad hævder, at de har afsæt i Sigmund Freuds psykoanalyse. En retning er denjeg-psykologiske[4],som får en dominerende placering både inden for psykoanalysen, sådan som den praktiseres inden for IPA, og som delvist fundament for det væld af terapeutiske retninger, herunder også kognitiv terapi, som senere udvikler sig. Desuden er det en af de retninger, som Lacan i sin afstandstagen spiller op imod 

     I forhold til foregående er det sammenfattende for jeg-psykologien,at den opererer med en nærmest Teiresiansk opfattelse af tolkningen. Der er en og kun en given sand tolkning, tolkningens agent er primært analytikeren og tolkningens effekt beror på videregivelsen af den sande tolkning fra analytikeren til klienten. En illustration af hvad foregående vil sige i praksis, giver Eric Laurent i en lille artikel(Interpretation psychosis from Day to Day).[5]I denne artikel refererer Eric Laurent et casefragment, som oprindeligt stammer fra Heins Kohut, og som vedrører en sydamerikansk analytiker af kleiniansk observans, som Kohut har i supervision. 

     ”Ved sessionens slutning informerede analytikeren sin patient om, at hun i den nærmeste fremtid ville være nødt til at aflyse en session. Den følgende dag forblev patienten tavs og fraværende og responderede ikke, når analytikeren opfordrede hende til at tale. Derefter sagde analytikeren til hende, at den information, hun havde givet i den foregående session, havde transformeret hende fra at være det gode bryst til at være det onde. Hun tilføjede, at siden da havde patienten været opfyldt af raseri; hun ville destruere det onde bryst ved at bide det, hvilket fremprovokerede en oral hæmning som forhindrede hende i at tale.”.[6] 

     Da Heins Kohuts fundament er jeg-psykologiener han af den opfattelse, at det er en fejl at gå direkte til objekte,t og at man derfor skal via ødipuskomplekset. Der skulle derfor være sagt følgende til patienten i stedet:

     ”Du opfattede den information, som jeg gav den anden dag, på samme måde, som når din mor lukkede værelsets dør for at sove med din far”.[7] 

Tilsyneladende ser vi altså i foregående en væsentlig uenighed mellem en analytiker af kleiniansk observans og en jeg-psykologisk analytiker. Den ene har som teoretiske fundament hævdelsen af de præødipale driftsobjekters betydning, i dette tilfælde den orale fases driftsobjekt. Den anden, Heinz Kohut, har hævdelsen af den ødipale fase og herunder jegets styrke og svaghed som udgangspunkt, hvilket fører til en anden tolkning. Men pointen er at de på samme tid er fuldstændige enige i deres grundantagelse om, hvad en tolkning er, hvad forhold tolkningen har til sandheden og hvem der er tolkningens agent.

     Begge har som udgangspunkt en antagelse om at der er enpå forhånd given sandhed, det vil sige den egentlige årsag til at klienten forholder sig tavs, at det er analytikeren som er tolkningens agent, i begge tilfælde er det analytikeren som gennem sin teoretiske og erfaringsmæssige baggrund er i stand til at tolke, og at tolkningens terapeutiske effekt består i at analytikeren videregiver sin tolkningtil analysanden. Om end både Heinz Kohut og den kleinianske analytiker begge har nogle overvejelser om at graden af tolkningens rigtighed kan måles på hvilke positive effekter tolkningen efterfølgende har på klientens arbejde, fjerner det ikke at hele spørgsmålet om tolkningens indhold og værdi i sidste ende bliver et spørgsmål om analytikeren og hans teoretiske og praksismæssige kvalifikationer. Og på den måde er begge analytikere udgaver af vores blinde seer Teiresias som har en særlig privilegeret adgang til sandheden og som er den som kan oversætte sandheden til menneskesprog om end det ikke altid er tilfældet at klienten/Ødipus er i stand til at forstå det sagte.  

Lacan og tolkningen

Lacan og dermed også Freud, ifølge Lacans læsning af Freud, repræsenterer en radikal anden tilgang til tolkningen og dens essens. Mest tydeligt kommer dette måske til udtryk, når Jacques-Alain Miller formulerer kernen af Lacans opfattelse af tolkningen på følgende måde:

     ”-Nemlig den konklusion, at tolkningen ikke er andet end det ubevidste, tolkningen er det ubevidste i sig selv?-” (Inteerpretation in reverse)[8]

Og senere formulerer Jacques-Alain Miller det endnu mere radikalt:

     ”Det ubevidste tolker.”[9]

At tolkningen i sig selv ikke skulle være andet end det ubevidste, indebærer først og fremmest en historisk henvisning. Radikalt formuleret kan man sige, at det var Sigmund Freud, som opfandt det ubevidste. Hele den første fase af Sigmund Freuds udvikling af psykoanalysen handler primært om en undersøgelse og kortlægning af det ubevidste.

     Gennem Freuds analyse af drømmen og dens ætiologi[10], gennem hans analyse af hverdagslivets fortalelser, fejlhandlinger og forglemmelser[11], og gennem hans analyse af vitsen og dens relation til det ubevidste[12]lykkes det ham at kortlægge, hvordan det ubevidste adskiller sig fra det bevidste. Sigmund Freuds grundantagelse er altså, at der en del af menneskets psykiske væren, som er styret af en anden logik end det bevidste. Eksempelvis er det bevidste karakteriseret ved, at der hele tiden forsøges at opretholde en bestemt rationel og fornuftsbetinget tids- og årsagsmæssig logik. En logik som klart adskiller årsag og virkning, og hvor årsagen tidsmæssigt nødvendigvis altid må gå forud for virkningen. Hvad der skete i går kan påvirke, hvad det sker i dag og ikke omvendt. Og hvor det, der logisk set er til gavn, skal tilstræbes frem for at undgås. Omvendt er det ubevidste karakteriseret ved, at det ikke overholder den fornuftsbetingede rationelle tids- og årsagsmæssige logik.

     Som Freuds viser det i Drømmetydning, kan elementer som tidsmæssigt er ganske adskilte sagtens i en drøm knyttes sammen alene på grund af deres associative nærhed.[13]Man kan i en drøm ganske udmærket på en gang være barn og voksen, og i drømmen kan ens for år tilbage afdøde far uden problemer tale med den nye kollega, man først fik i går. At det ubevidste er karakteriseret ved en anden logik end det bevidste, er et vigtigt forklaringselement i det, som i udgangspunktet er Sigmund Freuds egentlige projekt, nemlig at kunne analysere og påvirke de symptomdannelser, som hans klienter præsenterer ham for. Tolkningen bliver for den tidlige Sigmund Freud en vigtig del af den analytiske kur. Men samtidig bygger denne psykoanalytiske talekur på en antagelse om, at det ubevidste faktisk eksisterer og i hovedtræk fungerer, som Freud har beskrevet det. Det ubevidste forudsætter altså i sig selv en tolkning af væsenstræk ved den menneskelige psyke, som først Freud skaber. Det ubevidste er en tolkning.

Det ubevidste tolker

Den anden del af den tidligere af Miller formulerede essens af Lacans tænkning var, at  ”Det ubevidste tolker.”[14]. I denne formulering ligger der som udgangspunkt et opgør med det dødvande, som jeg-psykologien var endt i. Når jeg-psykologien insisterede på, at kurens effekt kunne opnås ved, at analytikeren gennem sine indsigtsfulde tolkninger formidlede, hvad der var de egentlige sammenhænge, så så det nærmere ud til som effekt at have, at analysanden blev fastholdt i sin symptomdannelse og sine identifikationer.

     I bedste fald så jegpsykologiens forståelse og brug af tolkningen ud til som effekt at have, at ingenting forandredes i klientens situation. I værste fald syntes der at ske en cementering af den symptomdannelse, som var klientens udgangspunkt for at starte i et psykoanalytisk forløb. Freuds udvikling af en række begreber til at gribe det ubevidstes funktionsmåde havde en terapeutisk effekt første gang, de anvendtes. Men når selv samme begreber af rækken af efterfølgere indgår i den almene terminologi, kom de i analysen til at fungere som et metasprog, som lukker frem for at åbne for det ubevidste.

     Den klassiske situation er/var den begavede tvangsneurotiske klient, som kunne sin Freud på fingerspidserne. Pågældende kunne til det sublime analysere sin egen situation og analytisk begrunde, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Og alligevel var det, som om ingenting forandredes, og som om enhver ny tolkning blot forstærkede den symptomdannelse, som var det læderende ubehag, der fik personen til at henvende sig til en analytiker. 

     For at løse foregående blindgyde for psykoanalysen var det nødvendigt for Lacan at gøre op med Jeg-psykologien. Både i form af at han fuldstændig afviser, at psykoanalysen skulle have som mål at styrke jeget. Men også i form af at Lacan ganske omformulerer psykoanalysen, når han hævder, at det som det ubevidste gør i sig selv er en tolkning. En tolkning kan i udgangspunktet karakteriseres som en chifrering. Det vil sige, at noget, nogle elementer formuleres/oversættes med nogle skrifttegn, nogle signifianter, nogle sætninger.

     Som udgangspunkt gør det ubevidste dette. Drømmen eksempelvis er chifrering af nogle dagsrester fra dagen før koblet sammen med væsentlige strukturelle erindringsrester fra personens indre fortælling. Og således repræsenterer den erindrede drøm en, omend uudtømmelig, fortolkning/chifrering af drømmerens situation og personlige historie.

     Hvad er så jegpsykologiens svar på dette. Jo, det er at lave endnu en chifrering. Når du drømmer dette, så er det, fordi du egentlig et eller andet! Jeg som psykoanalytiker har gennemskuet det, som du ikke selv kan se, og nu vil jeg oversætte det til et helt andet sprog, nemlig psykoanalysens sprog, så du kan forstå det og ændre dig. Jeg som analytiker taler til dit fornuftige, rationelle jeg, og når jeg har talt længe nok, vil du tage ved lære og ophøre med den adfærd, som er uhensigtsmæssig og volder dig smerte. Gennem en styrkelse af jegets fornuftsbetingede herredømme skal lindringen komme. Men denne position i den jeg-psykologiske analyse indeholder to blindgyder.

     For det første er der den helt oplagte, at analytikerens chifrering af det, analysanden siger, lukker for, hvad det er, analysanden siger. Når analysanden fortæller sin drøm, anvender han jo netop de chifreringer, som i det ubevidste faktisk er til rådighed for ham og på den måde giver mening. Vores natlige drømme repræsenterer netop en kongevej til det ubevidste, fordi de erindrede drømme i deres ikke rationalitet og ikke logiske konsistens falder uden for det logiske jegs regime. For det andet er der den blindgyde, at analysen udvikler sig til en for “nydelsesfuld” uendelig analyse.

     Vi drømmer jo faktisk, hvilket vil sige, at der må være en vis portion nydelse forbundet med det at drømme. Som udgangspunkt fastlægger Sigmund Freud, at drømmens vigtigste funktion er at gøre det muligt for os at sove.Det ses tydeligst når ydre og indre stimuli væves ind i drømmen, så disse stimuli ikke tvinger os til at vågne (Det klassiske eksempel er vækkeuret ringen, som bliver del at drømmen således, at vi ikke behøver at høre vækkeuret, som et urder vækker). Men samtidig indebærer selve chifreringsarbejde en vis nydelsesgevinst. Ikke så meget i form af det, chifreringen indholdsmæssig består af, men derimod mere i form at den “hensigt”, chifreringsarbejdet har. Chifreringens kerne er, som Sigmund Freud formulerer det at opfylde et drømmeønske. Således er det også muligt, at selve analysen kan udvikle sig til en “uendelig nydelsesmaskine”, hvor det, som kaldes psykoanalyse, i stedet er en uendelig gentagelse af produktionen af nye chifreringer for at sikre nydelse. Både i direkte form eller i en indirekte form i form af angstdæmpning.

     At Sigmund Freud faktisk var opmærksom på denne problematik, hævder Jean-Louis Gault i sin artikel “Interpretation beyond the pleasure principle”. Ifølge ham beskriver Sigmund Freud allerede i 1912, hvordan han har opdaget, at enhver tolkning af en drøm som sideeffekt har, at den foranlediger til produktionen af endnu flere drømme, som derefter kan tolkes, hvilket igen producerer endnu flere drømme. Pointen for Freud bliver, at tolkningen af drømme, og herunder forsøget på at fortolke drømme udtømmende, ikke kan være et mål for psykoanalysen i sig selv. Tværtimod må drømmetydningen og tolkningen af drømme betragtes som et redskab til at opnå analysens egentlige mål, hvilket for Freud primært vil sige symptomets opløsning eller mildning.

Den lacanianske tolkning

Nu kunne foregående måske foranledige nogen til at tro, at Lacan ganske afviser tolkningen som centralt element i psykoanalysen. Men dette er dog ingenlunde tilfældet. Tolkningen er så sandelig central for psykoanalysen i en lacaniansk forstand. Dog indebærer Jacques Lacans forståelse af det ubevidste og forståelse af, hvad tolkningen er, at fokus for og indholdet af tolkningen placeres et helt andet sted.

     Når det ubevidste, som før påpeget, i sig selv tolker, bliver analytikerens opgave for Jacques Lacan ikke at oversætte/chifrere denne tale, men derimod at give mulighed for, at denne tolkning, som det ubevidste foretager, kan blive hørt. Dette kræver som minimum en punkturering. At der er visse elementer i den uendelige flydende strøm af ubevidste chifreringer, der sættes punktummer bag, og som på den måde fremhæves og gives en særlig betydning.

     Denne fremhæven har både som udgangspunkt, at det faktisk ikke er alle signifianter i en analysands tale, som har samme strukturelle betydning. Men den repræsenterer også i sidste ende en markering af, at det faktisk er muligt at etablere punktuelle stopklodser for den uendelige flydende strøm af chifreringer. Således flyttes kernen i den lacanianske psykoanalyse også fra analytikerens ageren til analysandens tale.

     I den jeg-psykologiskorienterede psykoanalyse er målet for behandlingen klientens følelsesmæssige genopdragelse og genuddannelse. Analytikerens opgave er at dirigere klienten i den rigtige retning. En retning som analytikeren selvfølgelig kender. Og tolkningen er et redskab til at opnå dette mål. For Jacques Lacan derimod, som han siger det i “Behandlingens ledelse og dens magts principper”[15], handler psykoanalysen ikke om, at patienten skal styres og dirigeres, men derimod at behandlingen skal ledes.

     Der er nogle grundrammer for den psykoanalytiske behandling, som er nødvendige. Om ikke andet reglen om, at analysanden faktisk skal forsøge at tale og tale så ucensureret som muligt. Men disse grundrammer tjener alene som formål at give mulighed for, at det ubevidste kan tolke således, at en signifiant, der ikke kan reduceres kan dukke op[16], og således at effekten af denne tolkning muliggør den flytning af identifikationer, der som sidevirkning også kan have en mildning af klientens symptomer. 

Litteratur

Aristoteles.: Poetik.København: Hans Reitzels forlag, 1992.

Freud. S.: Drømmetydning. København: Hans Reitzels forlag, 1960. 

Freud. S.: Forelæsninger til indføring i psykoanalyse. København: Hans Reitzels forlag, 1965.

Freud.S.: Jokes and their relation to the unconscious. London: Penguin Books, 1960.

Freud. S.:Dagliglivets psykopatalogi. København: Hans Reitzel, 1983. Gault, Jean Louis: “Interpretation beyond the pleasure principle”iHurly-Burly, The international Lacanian journal of psychoanalysis, nr. 1, 2009.

Guéguen. Pierre Giles: “Lacanian interpretation”Bulletin of the NLS4, 2008.

Lacan, Jacques: “The direction of the treatment and the principles of its power”, i Ecrit. A selection.New York: W.W. Norton & company, 1977.

Lacan. Jacques: Psykoanalysens fire grundbegreber.København: Forlaget Politisk Revy, 2004.

Laurent. Eric: “Interpretation and truth”, i Bulletin of the NLS, 4, 2008.

Laurent. Eric: “Interpreting psychosis from day to day”, i Bulletin of the NLS, 4, 2008.

Lysy-Stevens, Anne: “Unconscious and interpretation”.Hurly-Burly, The international Lacanian journal of psykoanalysis, nr. 1, 2009. 

Miller. Jacques Alain: “Interpretation in reverse” [jeg indsætter dansk title senere], I dette nummer afDrift. Tidsskrift for psykoanalyseBulletin of the NLS, nr. 4, 2008 

Sofokles.: Kong Ødipus.Ved Alex Graf og Leo Hjortsø. København: Gyldendal, 1969.


[1]Ifølge den mytiske tradition skyldes Teiresias´ særlige seerevner, at han som det eneste menneske både har været kvinde og mand. Som ung bliver han efter at have slået en slange ihjel forvandlet til kvinde. 7-8 år efter slår han en anden slange ihjel, hvorefter han forvandles tilbage til en mand.

   Da Zeus og Hera på et tidspunkt bliver uenige om, hvem der har mest fornøjelse af kødets lyst hidkalder de Teiresias, da han som den eneste, der  har været begge køn, formodes at have et kvalificeret svar på spørgsmålet. Fordi han til Heras utilfredshed svarer at kvinden har ni gange så stor glæde af et favntag som manden, straffer Hera ham med at blinde ham. Til gengæld belønner Zeus ham med evnen som seer. 

[2]Freud hævder i kapitel 5 af Drømmetydning, i en kommentar til Sofokles’ Kong Ødipus, at tragediens kerne er, at den åbner for et incestuøst barndomsønske, som er blevet fortrængt, om at slå faren ihjel og ligge med moren. Ja, Freud hævder endda, og uden tvivl i en diskussions med Aristoteles’ synspunkt i poetik, at det der får os til at gyse ved tragedien er, at ”vi gyser tilbage for det menneske, der er faldet som offer for dette ældgamle barndomsønske – gyser tilbage med hele den masse af fortrængning, som disse ønsker i vort indre sidenhen har været genstand for. Medens digteren i sin analyse klarlægger Ødipus´ skyld, tvinger han os til erkendelse af vort eget indre, idet disse impulser endnu er til stede, om end i undertrykt tilstand.” (Drømmetydning, s. 209) 

 Aristoteles hævder i Poetik, at målet for tragedien er at fremkalde frygt og medlidenhed hos tilskueren, hvorigennem der sker en renselse (katharsis). Dette sker ifølge Aristoteles gennem identifikationen med den tragiske helt (Se eks. Poetik, s.19)

[3]Dette ses tydeligst i den periode, hvor Freud forsøger sig med hypnose. En af Freuds tidlige erfaringer var dog, at klienterne pure afviste, hvad de havde sagt under hypnosen, når de i vågen tilstand blev præsenteret for det. Sigmund Freud forlod derfor ret tidligt hypnosen, da den ingen effekt viste sig at have, og da Freud fandt, at den indebar væsentlige etiske problemer.

[4]Med jegpsykologien eller egopsykologien menes i denne sammenhæng især den særlige udlægning af Sigmund Freuds psykoanalyse, som Anna Freud og senere eksempelvis Heinz Hartmann og Rudolph Loewenstein repræsenterer. Fælles for hele denne retning er, at den afviser driften som psykoanalysens fundament og i stedet hævder, at det er jeget og jegets styrkelse, som skal være den psykoanalytiske praksis’ omdrejningspunkt.

[5]Se Bulletin of the NLS, 4 2008 s83-98.

[6]Se Bulletin of the NLS, 4 2008 s85

[7]Se Bulletin of the NLS, 4 2008 s86

[8]Se Bulletin of the NLS, 4 2008 s69

[9]Se Bulletin of the NLS, 4 2008 s70

[10]Se Sigmund Freud: Drømmetydning.

[11]Se Sigmund Freud: Hverdagslivets psykopatologi.

[12]Se Sigmund Freud : Der Witz und seine Beziehung zum unbewussten.

[13]Det ubevidste er således, som Lacan siger det “struktureret som et sprog” (se The direction, s. 234). Det vil sige, at det ubevidstes logik er de metaforiske og metonymiske lovmæssigheder, som netop karakteriserer sproget. 

[14]Se Bulletin of the NLS, 4 2008  s.70

[15]Se ”The direction”, s. 227

[16]Se fire grundbegreber s. 211

Se også...